RetNemts guide til kimchi

Kimchi er Koreas nationalret og har da også opnået stor popularitet verden over, hvor retten elskes for sin stærke, syrlige og intense smag. Vil du vide mere om kimchi og dets anvendelse i madlavning, så læs med her.

Hvad er kimchi?

Stærk, syrlig og med flere lag af intens smag. Sådan beskrives kimchi bedst – en koreansk specialitet, der på mange måder kan siges at være det koreanske svar på sauerkraut. Den mest almindelige variant laves med kinakål, men kimchi kan også indeholde en række andre forskellige grøntsager, såsom radiser og gulerødder. I Korea serveres kimchi med alt lige fra nudler og risretter og salater, men kan også indgå som en hovedingrediens i blandt andet pandekager eller supper. Kimchi kan altså anvendes på mange forskellige måder i koreansk madlavning, hvor det tilføjer en rig og unik smagsdimension til maden.

Hvordan tilberedes kimchi?

Grundtanken bag kimchi er fermentering – en ældgammel konserveringsmetode, der omdanner sukker til mælkesyre og giver kimchi dens karakteristiske smag. Gæringstiden varierer fra et par dage til flere uger. Når kimchien er modnet, stilles den i køleskabet for at bremse gæringsprocessen. Smagen udvikler sig fortsat i køleskabet, og kimchi er en ret, der kun bliver bedre med tiden.

Hvor kan jeg købe kimchi?

Du kan købe kimchi i velassorterede dagligvarebutikker og asiatiske købmænd. Der er forskellige typer kimchi med forskellige smagsvarianter og ingredienser, så eksperimenter gerne for at opdage din favorit.

Hvordan laver jeg min egen kimchi?

Hvis du er ambitiøs, kan du prøve at lave din egen kimchi. Tag gerne udgangspunkt i en opskrift, men vær ikke bange for at eksperimentere med forskellige ingredienser. Ved at variere grøntsager og krydderier kan du udvikle din egen kimchi-opskrift og give retten en unik smagsprofil, som passer dig. Og giv ikke op, hvis dit første forsøg ikke er perfekt. Så længe kimchi dufter godt, kan du bruge det som smagsstof i madlavningen – for eksempel i koreanske gryderetter.

Nem og hurtig kimchi opskrift

Kimchi tager normalt flere dage at lave, men der findes genveje. Med vores opskrift kan du undgå den lange gæringsproces og i stedet nyde din kimchi med det samme. Resultatet er en mildere kimchi, som du kan tilberede på bare 10 minutter. Se hvordan her!

Nem kimchi opskrift

Ingredienser:

⅔ stk. ingefær

3 fed hvidløg

1 spsk. tomatpuré

1 tsk. sukker

1 spsk. gochujang paste

3 tsk. vineddike

1 stk. kinakål

Fremgangsmåde:

1. Skræl og riv ingefær fint.

2. Pil og pres hvidløg.

3. Kom begge dele i en skål og bland med tomatpuré, sukker, gochujang paste og vineddike.

4. Skær kinakål i grove strimler. Kom det i skålen og vend godt rundt, kram det gerne med hænderne, så kålen "knækker".

Tip! Kimchi smager super lækkert i bibimbap, der er en traditionel koreansk risret med blandede grøntsager, kød, stegt æg og spicy sauce. Der findes mange forskellige varianter af retten. Fordel for eksempel ris, kimchi, sojastegte svampe og spinatsalat i en serveringsskål, top med stegt æg og servér med spicy gochujang sauce til. Det smager helt fantastisk og er et pragteksempel på, hvordan kimchi kan give en ret et smagsmæssigt løft.

Vil du have mere inspiration til koreansk mad? Med disse fem retter kan du udvide din madhorisont og udforske Koreas absolut lækreste madtraditioner.