|
Vi byder på lidt ekstra til 'kokken' i denne børnevenlige ret. Nyd før du går igang, eller mens du laver maden, de ekstra gulerødder vi har pakket med.
BEMÆRK: Retter med hakket kød skal tilberedes på leveringsdagen - ellers skal kødet pakkes ud og fryses ned.
Sådan skal du gøre
1. Kom kødet i en skål og tilsæt salt. Rør det godt sammen. Pil løget og riv det på den grove side af et råkostjern. Rør peber, æg og revet løg i kødet. Tilsæt havregryn, oregano og tomatpure. Rør herefter mælken i. Stil skål i køleskabet.
2. Skyl og rens broccolien og skær den i små buketter. Skær stokken af broccolien i tern. Skræl gulerødderne og skær dem i stave som på billedet.
3. Hæld 1½ liter vand i en gryde og tilsæt 1 tsk salt. Bring vandet i kog. Når vandet koger tilsættes pastaen. Skru ned til middel varme og lad det koge i 9 minutter uden låg. De sidste 5 minutter af kogetiden tilsættes broccoli og gulerødder.
4. Dyp en dessertske i et glas koldt vand. Tag fars op på skeen og form en frikadelle. Læg de færdigformede frikadeller på en tallerken.
5. Kom fedtstoffet på en pande. Smelt smøret ved god varme, det skal bruse af og blive lysebrunt. Læg frikadellerne på panden. 6. Brun frikadellerne i ca. 2 minutter på begge sider. Skru ned. Steg frikadellerne i ca. 5 minutter på hver side, indtil de er gennemstegte. 7. Afdryp pasta og grøntsager i en sigte. Kom pasta, grøntsager og pesto i en skål. Vend rundt i salaten med to skeer. Smag til med salt og peber.
Opskriften er venligst udlånt af Landbrug og Fødevarer. |